Jeg plejede at tro på for evigt

Nøjagtig en måned efter hun var faldet om med et hjertesvigt måtte Josephines far Mads og resten af familien træffe den tunge beslutning at slukke for det kunstige hjerte, der holdt hende i live. Siden da har Mads kæmpet med en kæmpe sorg over tabet og forsøgt at bearbejde alle de tanker og følelser der ophobede sig i den måned, mens lægerne og Josephine kæmpede for at få hende tilbage til livet.

Milles mormor var også hendes forbillede og bedste veninde, som hun rejste alene ud i verden med og fortalte alt. Så da hun døde efter et kort sygdomsforløb blev Mille ramt af en voldsom sorg, men også til tider af tvivlen om, hvorvidt man må sørge lige så meget over tabet af bedsteforældre, som tabet af andre der dør tidligere i livet.

Voksne kan lære rigtig meget af børn i sorg. Sådan siger Katrine Philp, som har lavet en hel film fra børns perspektiv om, hvordan de tackler sorg. Gennem et år fulgte hun børnene på sorgcentret Good Grief i New Jersey, USA, hvor de kommer for at bearbejde sorgen over at miste forældre, søskende eller andre tæt på. Undervejs i optagelserne mistede Katrine pludseligt sin egen far og tabet af ham endte med at påvirke hele tilblivelsen af filmen. Filmen hedder "Bag Skyerne" og kan ses på DR TV.

Lasse har, ifølge ham selv, på mange måder haft en idyllisk barndom i et smukt hus på landet på Fyn med far, mor og tre søskende. Men det var den kun, hvis man undlader én detalje: at hans far også drak rigtig meget og stille og roligt visnede hen de sidste år af sit liv. Så selvom faren var en levemand og gav ham rigtig mange gode stunder, så kæmper minderne om dem og minderne om druk med hinanden, når Lasse tænker tilbage på hans far, som døde af et hjertestop, da han var 15 år gammel.

Ida er 23 år gammel. Indenfor seks måneder blev først hendes far og derefter hendes mor i 2019 erklæret uhelbredeligt syge med kræft. Så selvom hun stadig har dem begge, så fylder sorgen allerede massivt og det gør tankerne om, hvordan man balancerer ønsket om både at være der for forældrene og ikke lade sit eget liv gå i stå også.

Da Sara var 12 år gammel vågnede hun en morgen ved, at der var fuld af mennesker i uniform i huset. De var kommet for at fortælle, at hendes far var blevet dræbt under en mission som jægersoldat i Afghanistan. I tiden efter troppede hundredevis af mennesker op for at hylde og ære hendes far og hun lærte, hvordan både hans kammerater og hendes egen familie og venner rykkede sammen for at hjælpe alle gennem sorgen. Men i dag otte år senere har hun også lært, at hendes sorg aldrig forsvinder, men kommer og går og hun stadig kan komme i situationer, hvor hun pludseligt og nogen gange helt uventet bliver ramt af den

Lea havde tvangstanker om at hendes far skulle dø og var generelt bange for, at han ikke kunne klare sig selv. For fire år siden blev den frygt til virkelighed og det kastede hende ud i en spiral af vrede, hvor hun selv mistede lysten til at leve og endte med at blive indlagt. Efterfølgende fandt hun vej tilbage til livet blandt andet med hjælp fra en af hendes fars veninder. 

Julen kan være rigtig hård, hvis man har mistet nogen af dem, som man plejede at holde den med eller tænke på i juledagene. Det har den også været for Pernille og Jeppe, som er draget ud af studiet for at tale med Preben Engelbrekt om, hvordan det er julen og højtiden påvirker os og hvordan man bedst kommer gennem den, hvis man synes, det er svært. Preben er stifter og direktør i Det Nationale Sorgcenter og herunder Børn, Unge og Sorg, som han stiftede for 20 år siden. Han har med andre ord brugt de sidste 20 år af sit liv på at snakke med folk i sorg og samle viden om, hvordan sorg påvirker mennesker.  

Jeppes mor døde af kræft i 2016, da han selv var i starten af tyverne. På det tidspunkt boede han på et ferieresort på de kanariske øer og forsøgte at leve sit ungdomsliv fuldt ud og gemte derfor også sorgen væk. Men da han kom hjem og forsøgte at genoptage et liv i Danmark, blev han ramt af det med dobbelt styrke og i en grad så han til sidst ikke kunne finde sin egen adresse og måtte flytte hjem til sin far og bare ligge på sofaen og lave ingenting. Jeppes fulde navn er Jeppe Wad Vester og udover at være gæst i denne episode, så er han også Pernilles nye medvært på podcasten.

Ulrik og Hans kone var fulde af forventninger, havde indrettet børneværelse og gjort klar til et helt liv med deres første søn, Thomas. Men under en uge før termin døde Thomas i maven

Da Ida og Signes mor døde stoppede den ene store dele af sit liv og gik ind i sorgen, mens den anden tacklede sorgen ved at køre videre med 180 i timen.

Katrine mistede først sin morfar og kort efter sin stedfar, mens hun var au-pair i England. Hendes historie handler blandt andet om ikke at føle, at hun kunne være der og så om at skulle retfærdiggøre at sørge over tabet af en stedfar.

Anne-Katrines mor var syg i ni år, før hun døde. Bagefter gik der flere år, før hun accepterede, at morens død også havde ændret hende og hun ikke bare ville gå tilbage til at være sig selv.

Martins mor døde efter længerevarende sygdom og hendes død kom derfor ikke uventet. Det gjorde til gengæld hans fars død kun tolv dage senere. 

André var en kreativ sjæl, som nåede meget i de 29 år, han nåede at leve. Her fortæller hans bror Philip om tabet af broren, som han altid bare havde taget for givet, at han skulle blive gammel sammen med.

Et lille pip herfra for at sige pyh.... det er en hård tid! og at vi er gået i gang med at lave nye afsnit, som snart rammer dit podcastfeed. 

Nogle af de smukkeste stunder med hendes mor var på den mest forfærdelige baggrund. Sådan beskriver Tina idag den sidste tid med hendes mor. Moren døde efter et langvarigt kræftforløb, hvor hun både nåede at give helt op og have stunder fuld af livsmod og energi.

Hvorfor forsøger børn i sorg at tage sig af de voksne i sorg, hvorfor er det ikke nødvendigvis en god idé at sende dem til psykolog og hvorfor er der forskel på hvor meget, vi får lov at sørge. Det og meget mere taler Julie og Pernille med klinisk psykolog Jesper Roesgaard Mogensen om i det her særafsnit.

Bente har mistet Aase, som var hendes livspartner gennem 30 år. Aase døde efter et kort kræftforløb og Bente ville ønske, at de havde nået at snakke deres liv og døden igennem de sidste måneder, i stedet for at fokusere på det praktiske. Efter døden tog Bente Aase med hjem og efterfølgende tog hun urnen med på tur rundt i landet til alle de steder, som hun holdt af.

Da Catrine var bare 7 år gammel døde hendes mor af kræft. Hun havde en fornemmelse af, at hun var syg, men vidste det ikke med sikkerhed, før hun pludseligt var væk. Men døden var ikke noget man talte meget om i Nordjylland i 80'erne og det skulle tage 20 år, før hun for alvor snakkede med nogen om, hvordan det havde påvirket hele hendes liv. I dag 38 år efter morens død er der stadig billeder fra dengang, der har printet sig fast i hendes hukommelse.

Selvom alle vidste at hun skulle dø, så valgte Emilies søster og hendes kæreste at blive gift en måned før hun døde. Bagefter følte Emilie, at hun var nødt til at kaste sig ud i nogle vilde eventyr alene for at vise sig selv og søsterens børn, at de stadig var i live og kunne klare livets udfordringer.

Da Ida var otte år gammel slog hendes far både hendes mor, mormor og lillebror ihjel. Idag har hun selv stiftet familie, men det har taget næsten hele hendes liv at komme frem til et sted, hvor det kunne lade sig gøre og idag ville hun ønske, at nogen havde taget sig bedre af hende dengang.

Da Lawand var 13 år gammel tog hans mor sit eget liv. Han blev først ramt af både en voldsom sorg og en lettelse og så en voldsom skyldfølelse over at føle en lettelse. Samtidig stod det lysende klart for ham, at han selv havde truffet et valg, som formentlig var stærkt medvirkende til at moren valgte selvmordet.

Da Astrid skulle føde sit fjerde barn, Sigfred, vidste hun godt, at han allerede var død i maven. Sorgen omkring dødfødte er kompliceret og kan være svær for andre at forholde sig til, fordi det er en sorg over et menneske, som ingen andre lærte at kende. I dag er Astrid rigtig glad for, at hun tog Sigfred med hjem for at have lidt tid med ham og for at han kunne møde sine søskende. 

Cecilie har mistet sin bedste veninde, som døde i forbindelse med en planlagt operation. Selvom de kun havde kendt hinanden i fire år, var veninden den person i verden, hun stolede allermest på - med hendes egne ord ikke en kæreste og ikke en søster, men alt derimellem.

Marias søn tog sit eget liv bare 23 år gammel. Daniel led af bipolar lidelse og selvom hun godt ved, at det i sidste ende var sygdommen, der tog livet af ham, så ville hun have ønsket, at de havde snakket mere om døden, mens han stadig levede.

Daniel mistede i 2012 sin far, som døde pludseligt af et hjertestop. Daniel var på det tidspunkt 23 år og lige flyttet alene fra Jylland til København, så udover tabet af hans far, som var bindeleddet i hele familien, så var han også meget alene om sorgen - langt væk fra familie og venner.

Anjas mand Frank lider af en form for demens, som betyder at han langsomt forsvinder fra hende og også kommer til at leve kortere. Anja har derfor ikke mistet som de fleste, men mister hele tiden lidt af den mand, som hun kendte og giftede sig med.

Søren mistede som 23-årig sin mor til kræft i 2001. I dag 18 år senere fylder tabet stadig rigtig meget i hans liv. Men der gik mange mange år, før han helt forstod, hvor meget det har præget hans liv og tanker og hvor forskelligt folk sørger

For seks år siden tog Livas mor livet af sig selv på en psykiatrisk afdeling. I det her afsnit fortæller den nu 18-årige Liva historien om morens sygdom og død, om hvordan hun undervejs endte med at blive skilt fra sin tvillingebror og traf nogle store valg for sit eget liv.

Vi er endelig tilbage med flere historier om at miste, men det er også nye tider. Fremover bliver Jeg plejede at tro på for evigt også sendt på landsdækkende radio på Radio 4 og for at radiolytterne også skal have en chance for at forstå, hvorfor vi laver podcasten er første afsnit i den nye sæson også med Pernille og Julie selv. Ikke det samme afsnit som i sæson et, men et helt nyindspillet afsnit.

Vi er snart tilbage med spritnye afsnit af Jeg Plejede At Tro På For Evigt og vi glæder os virkelig virkelig meget. Og fra den nye sæson udkommer vi ikke bare på podcast. Vi har nemlig indgået et helt nyt samarbejde.

Kimie har mistet sin kæreste Lasse, som også var far til deres to drenge. Lasse tog sit eget liv og efter hans død opdagede hun nye sider ved ham, som hun aldrig havde kendt til, mens han var i live

Adam har mistet sin mor til en hjerneblødning og for alvor mærket, hvad det vil sige at blive ramt af dyb sorg midt i et hektisk ungdomsliv med uddannelsesstart, band og fester.

Trine har mistet sin søn Mathias, som døde af hjernehindebetændelse (menigitis) - et pludseligt og fuldstændig uventet tab af en ellers frisk og sporty 16-årig dreng. Et tab der både har fået Trine til at ønske inderligt, at hun var religiøs og som stadig får hende til at ryste på hovedet, når hun fortæller om det. 

Ina mistede for et år siden sin mand Lasse, der også er far til hendes fire børn. Lasse døde af ALS, som er en nervesygdom, som betyder at man langsomt mister alle kroppens funktioner og til sidst ikke kan trække vejret. 

Marie er idag 14 år, men da hun kun var ni mistede hun pludseligt sin far til en hjerneblødning. Det fik hende til at reagere på måder hun ikke rigtig forstod selv og så gav det hende en sorg, som hun selv beskriver som en kuffert, hun stadig bærer rundt på og som nogen dage er tungere end andre. 

Peter er 88 år gammel og har efter 67 år sammen mistet sin kone Helga. Et tab der har slået bunden væk under ham og kastet ham ud i et liv, hvor han pludselig skal vænne sig til at gøre rigtig mange ting alene. Men han har også fundet nye måder at holde sig i gang.

Johannes har mistet sin lillebror Peter, som kastede sig i døden fra en bro under en gymnasietur til Italien. Men selvom hans død er et selvmord, er det usikkert om han overhovedet ønskede at dø. 

Christian Juul Busch er ikke med, fordi han har mistet, men fordi han ved rigtig meget om at miste. Christian er til dagligt hospitalspræst på Rigshospitalet og er nok en af de danskere, der har talt med flest mennesker, som har mistet folk tæt på.

Dawn har indenfor kort tid mistet både sin mor og sin farmor. Mens hendes mor slet ikke var klar til at tage herfra, så havde hendes farmor allerede år i forvejen holdt generalprøve på sin egen begravelse, så hun ikke gik glip af festen.

Dawn er i øvrigt også sangerinde i Fastpoholmen, som har skrevet titelsangen til podcasten, så historien om den får du også med til sidst.

Joakim blev i 2015 ringet op i Spanien og fik at vide, at hans bedste ven og dobbelte fætter Carl Emil var faldet ud fra et vindue på fjerde sal i deres fælles lejlighed.

Carl Emil blev kun 25 år og det viste sig senere, at han havde taget svampe og i rusen selv havde kastet sig ud.

Her fortæller Joakim om sorgen og savnet og om, hvordan han i lang tid prøvede at flygte fra at have det skidt, indtil han til sidst blev ramt så hårdt, at han måtte genstarte store dele af sit liv. 

Det her afsnit er historien om Sara, som mistede sin søn Nord på kun halvandet år. Nord blev slået ihjel af sin far, som efterfølgende tog sit eget liv.

Hvordan man overhovedet kan stå oprejst, efter at have været det igennem og hvordan omverdenen reagerer, når sådan noget sker, det kan du høre, når Sara her fortæller sin både forfærdelige, men også på mange måder livsbekræftende historie.

Første rigtige afsnit handler om Matilde. Hun mistede for lidt over seks år siden sin lillebror til en overdosis. Her fortæller hun om, hvordan det var at finde ham, hvordan hun selv og omverdenen reagerede og om, hvorfor hun i lang tid havde mere fokus på, hvordan hendes mor havde det end hvordan hun selv havde det.

Dette afsnit er et afsnit 0. Det handler om Pernille og Julie, som også er værter på podcasten. Deres historier om, hvem de har mistet, hvordan podcasten her er blevet til, hvorfor den hedder som den gør og hvorfor vi synes, der er brug for lige netop sådan en podcast.

Torsdag den 21. marts udkommer podcasten Jeg plejede at tro på for evigt - en podcast om at miste, dem vi holder af. Hvordan vi sørger, hvordan vi kommer videre og hvordan vi lærer at snakke om døden og hvorfor netop det er så svært.

Her kan du smuglytte til nogle af de mennesker og snakke som vi har med i de første afsnit.

Selvmord er ofte forbundet med en virkelig kompliceret sorg, hvor de efterladte tit kæmper med at forstå og acceptere valget om at tage sit eget liv og nogle gange også med en voldsom skyldfølelse eller afmagt. Det og andre aspekter ved selvmordet har Liv&Død lavet udstillingen RAMT om, som lige nu er aktuel og i den anledning genudsender vi her udsendelsen om Maria som mistede sin søn Daniel til netop selvmord. Historien om Daniel er en del af udstillingen, hvor man også kan læse nogle af Daniels digte. Inden genudsendelsen snakker Pernille med Maria om, hvordan det var for hende at se udstillingen.

I anledningen af Liv&Døds udstilling om selvmord genudsender vi et par af de afsnit om gæster, som har mistet til netop selvmord. I dette afsnit genudsender vi Lawands fortælling om hans mor, som tog livet af sig selv, da han var kun 13 år gammel. 

Lawand har også været inde og se udstillingen og fik en snak med Pernille om den og om hvordan det var for ham at fortælle sin mors historie.

Sorg går ikke over, så det handler ikke om at prøve at fjerne den, men snarere om at lære at leve med den. Sådan siger Mai-Britt Guldin som er klinisk psykolog og har brugt det meste af sit liv på at forske i sorg og tab. Hun er også gæst i dette afsnit, som er optaget foran et live publikum i Nikolaj Kunsthal i København. 

Hovedpersonen i hendes roman Forsvindingsnumre fra 2019 hedder Agnes, men er jævnaldrende med Amalie og har også lige mistet sin mor til kræft. I denne episode fortæller Amalie Langballe sin egen historie om at miste sin mor, om et meget langstrakt sygdomsforløb og om at vokse op og vide at ens mor er syg og ikke kommer til at leve lige så længe som ens venners mødre. Amalie har selv beskrevet hendes sorg som en blanding mellem følelsesløshed og vanvid.

Denne episode er optaget live i Nikolaj Kunsthal i København 

Vi savner at sende for jer, men om lidt kan alle der har lyst være med til at optage podcasten live, når vi optager to særafsnit med to helt særlige gæster. Det foregår i Nikolaj Kirke i København og det kan du høre meget mere om her, hvor vi også bare lige vil sige hej og sende en kærlig tanke til alle jer der lytter med.